Fra publikationerne


Fra bogen: Menneskets forhold til de åndelige væsner i det III. hierarki:

Menneskets bevidsthed indeholder en overbevidsthed såvel som en underbevidsthed. Overbevidsthedens kræfter råder i de første to-tre år af menneskets liv på jorden. Det er igennem overbevidstheden at barnet lærer at bevæge sin krop, at bringe sjælen i udveksling med andre sjæle igennem talens udfoldelse, og at lade ånden lyse op igennem tænkningen. Ved disse tre milepæle som barnet gennemgår indenfor de første få år af sit liv før det har erhvervet sin selvbevidsthed, er grunden lagt til langt de fleste evner og færdigheder som mennesket erhverver sig i sit liv. Alle senere færdigheder er videreudviklinger af de tre gaver som barnet skænkes fra den åndelige verden ud fra overbevidstheden indenfor de første tre år af livet, før det er nået til bevidsthed om sig selv.

Senere, når færdigheder skal erhverves, f.eks. hvis mennesket delvist mister førligheden efter et uheld, skal det optræne sine færdigheder igennem dagsbevidstheden. Da øves færdighederne igen og igen: Motorikken skal optrænes, opmærksomheden udvides. Alt dette fordrer den største anstrengelse. Det er ikke sådan læringen foregår i den tidlige barndom. Barnet synes at vide ud fra sig selv hvordan musklerne skal spændes, lemmerne flyttes, kroppen bevæges uden anstrengelse. Da flyder kontrol og bevægelse af kroppen, kommunikation igennem sjælen og erkendelse ved ånden endnu frit fra overbevidstheden, lig englene fra Gud der sænker sig hjælpende til mennesket. Senere skal mennesket igennem sin dagsbevidsthed kæmpe for at udvide og videreudvikle disse evner.

Ned fra dagsbevidstheden til underbevidstheden synker bevægelsesmønstre, emotionelle reaktionsmønstre og vanetankemønstre som mennesket senere bemægtiger sig igennem erfaringer baseret på den selvbevidsthed som normalt dukker op i det 3. leveår. Det jeg ønsker mig; det jeg er bange for og frygter; det jeg vil have; det jeg vil undgå osv. Alle sådanne ’mig-centrerede’ mønstre synker, lig faldne engle, ned i underbevidstheden hvor de lever deres eget liv; samler næring fra menneskets levevis og dukker op til bevidsthedens overflade hvor de kan overtage styringen med livet, når der indtræder hændelser som kalder dem frem.

Som åndselever der ønsker at betræde vejen til erkendelse af de åndelige verdener, står vi i udgangspunktet i vores dagsbevidstheds vagtsomhedssfære i spændet mellem vores overbevidsthed og underbevidsthed. Vores dagsbevidsthed opretholder vi igennem vores opmærksomhedskraft, - igennem vores bestræbelse på at være vågne. Har vi ikke udviklet opmærksomhedskraft i tilstrækkelig grad, da synker vores opmærksomhed ned i underbevidstheden. Da handler vi ud fra tillærte vaner, konventioner, præferencer osv. Har vi udviklet en endnu højere opmærksomheds kraft end den der skal til for at forblive vagtsomme i sanseverdenen, da kan vi hæve os op i overbevidstheden med vores opmærksomhed.

Fra vagtsomhedssfæren i vores dagsbevidsthed bliver det vores opgave som åndselever at udvide denne bevidsthedssfære så vi kan være vågne overfor stadigt flere tildragelser som før unddrog sig vores opmærksomhed. Vi skal lære at løfte vores bevidsthed op i overbevidstheden, således at de kræfter som er virksomme der, igen kan blive del af vores liv og erfaring. Det åndslys der udgår fra overbevidstheden skal vi opsøge, og når vi har forenet os med det skal vi lade det skinne fra overbevidstheden igennem bevidstheden ned i underbevidsthedens mørke så dette mørke gradvist bliver oplyst. Mere og mere skal underbevidsthedens mørke oplyses igennem overbevidsthedens lys som vi henter ved vore bevidsthedskræfter, vore opmærksomhedskræfter. Idet underbevidstheden bliver gennemlyst hentes den op i bevidstheden, ligesom overbevidsthedens lys er hentet ned i bevidstheden. Således udvider vi gradvist vores vagtsomhedssfære – vores bevidsthedsrum – mere og mere og inddrager det der før var overbevidsthed, såvel som det der før var underbevidsthed i denne dagsbevidsthedens vagtsomhedssfære.

Grundøvelsen for åndseleven er at lære at skelne det væsentlige fra det uvæsentlige - at skelne det som er væsentligt fra det som er uvæsentligt, og lade det væsentlige få en anden vægt i livsførelsen end det uvæsentlige som skal gives mindre og mindre vægt i livet. Det kan hænde at det kræves af os at udføre gerninger som ikke er væsentlige – det kunne f.eks. være i forbindelse med vores arbejde. Er det vores pligt skal vi naturligvis gøre dette. Men hvis vi erkender at en bestemt gerning eller et bestemt forhold ikke er væsentligt så forbinder vi os med det på et andet niveau af vores eget væsen, end det niveau ud fra hvilket vi forbinder os med væsentlige forhold i livet. Da drænes vi ikke for vigtig energi og vi holder vores fokus.

Det væsentlige betyder det der er lig væsen. Det der er af væsenskarakter. Skuer vi op i overbevidstheden og ned i underbevidstheden med dette mål for øje; der at skelne imellem det væsentlige og det uvæsentlige, da erkender vi at der i overbevidstheden såvel som i underbevidstheden findes væsner. Dog bebos overbevidstheden af væsner af en ganske anden art end de væsner som bebor underbevidstheden.

I overbevidstheden finder vi menneskets individuelle engel. Det er det åndelige væsen fra englehierarkierne som har ført mennesket igennem alle dets jordeliv. Vi kalder også denne individuelle engel for skytsenglen. Den individuelle engel kender sit menneskes sande navn. I dette sande navn er indeholdt og udtrykt menneskets opgave igennem samtlige dets liv på jorden. Som en del af dette sande navn kender skytsenglen også sit menneskes opgave i det aktuelle jordeliv. Englen samler denne erkendelsesskat i en overbevidst viden som mennesket kan erfare i ’samvittighedens stemme’. Det drejer sig om en ’viden sammen med’, en holistisk viden som er i samklang med englen og derfor med vore egentlige intentioner for vores liv på jorden. Når vore handlinger er i konflikt med disse intentioner mærker vi denne samvittighedens stemme som en angrende holdning i os. Det er den såkaldte dårlige samvittighed. Når vore handlinger er i harmoni med disse intentioner mærker vi den gode samvittighed: Det faktum at vi da er i harmoni med vores engel.

Vi møder vores engel hver nat i søvntilstanden. I denne søvntilstand udtaler englen samvittighedens dom over os. Den gør os bevidst om i hvor høj grad vi lever i harmoni med vores højere Jegs intentioner for livet – og i hvor høj grad vi misagter disse intentioner. Samtidig gør englen det klart for os i hvor høj grad vi lever i pagt med det som er væsentligt, og i hvor høj grad vi går op i forhold som er uvæsentlige.

Dette natlige møde med englen finder for de fleste menneskers vedkommende sted i søvnbevidstheden og kan ikke erindres i den vågne tilstand. Dog kan, som ovenfor anført, et ekko af dette natlige møde erfares igennem samvittighedens stemme. Efter døden erfarer mennesket dog englens dom over dets gerninger i fuld bevidsthed. Efter i to til fire dage efter legemets død at have levet i erindringsbilleder fra jordelivet, indtræder mennesket i den tilstand som i østen og i den teosofiske og antroposofiske litteratur kaldes kamaloka[1] og som i kirken benævnes skærsilden. I denne tilstand gennemlever mennesket sit liv i omvendt kronologisk rækkefølge, og nu oplever det alle sine natlige møder med englen og englens retvisning af dets levevis i fuld bevidsthed. Denne tilstand udgør renselsen som mennesket må gennemleve før det er klar til at træde ind i den egentlige åndelige verden. I denne tilstand må mennesket rense sig fra de bånd til sanseverdenen som det knyttede på jorden igennem lidenskaber, begær, ønsker, og som ikke kan tilfredsstilles i den åndelige verden.

Den individuelle engel som mennesket kan finde i sin overbevidsthed vogter således over menneskets sande livsintentioner. Når der her er tale om ’sande intentioner’, så menes hermed de intentioner som er formet i den åndelige verden og som er formet i menneskets højere Jeg og som er i harmonisk samklang med englen.

Foruden den individuelle engel, finder vi i overbevidstheden også menneskets højere Jeg. Det højere Jeg er menneskets egentlige Jeg. Men for de fleste mennesker er dette højere Jeg stadig blot et potentielt, endnu ikke et udfoldet væsen. Det højere Jeg bæres, så at sige, af skytsenglen indtil mennesket er kommet så langt i sin udvikling at det kan integrere dette højere Jeg i sig.

Når mennesket i dag udtaler ordet ’jeg’ er det dybest set en intuition ud fra dets højere Jeg. Mennesket erkender intuitivt at det er et jeg, men det har endnu ikke erfaret, erkendt og født dette jeg. Det gør det, når det på sin åndelige udviklingsvej kommer så vidt at det har renset i hvert fald den øverste del af sin underbevidsthed:[2] Astrallegemets underbevidsthed.

Foruden skytsenglen og det højere Jeg kan mennesket møde andre åndelige væsner i sin overbevidsthed. Det er i første omgang ærkeenglen og Archai-væsnet. Men da erkendelse af disse væsner hører til mere avancerede stadier af menneskets udviklingsvej, vil vi ikke her komme nærmere ind på dem.

Vender vi nu vores opmærksomhed imod underbevidstheden, erfarer vi at vi også der møder reale væsner. Nok erfarer vi i udgangspunktet ikke selve disse væsner, men de virkninger som udgår fra dem. Men når vi – ud fra de metoder som anvendes i en autentisk åndelig skoling – skærper vores opmærksomhed, da erkender vi at der er tale om impulser og virkninger som udgår fra væsner.

De væsner som bebor vores underbevidsthed kalder vi i den kristne hermetisme for dobbeltgængere. Vi finder tre sådanne dobbeltgængervæsner i menneskets underbevidsthed.

Der er den luciferiske dobbeltgænger som lever i menneskets astrallegeme – i dette væsensleds underbevidsthed. Så er der den karmiske dobbeltgænger, som også er kendt som den luciferisk-ahrimanske dobbeltgænger. Og endelig er der den ahrimanske dobbeltgænger som lever i menneskets livslegeme – dets underbedste del. Den karmiske dobbeltgænger lever i astrallegemet såvel som i livslegemet.[3]

Astrallegemet er det væsensled igennem hvilket en indre erfaring kaldes frem igennem fornemmelser. Vi kan også beskrive det som det væsensled der tilvejebringer menneskets indre svar og reaktion på de ydre tildragelser i sanseverdenen: Mennesket svarer igennem astrallegemet på ydre tildragelser med f.eks. lyst, begær, lidenskab, vrede, forventning, andagt osv. I astrallegemet lever tænkning, følelse og vilje. Astrallegemet kaldes også fornemmelseslegemet. Det er i dette astrallegemes underbevidsthed at den luciferiske dobbeltgænger findes. Når astrallegemet er fuldstændig gennemtrængt af menneskets væsen, således at intet andet end det der er i harmoni med englen og det højere Jeg, lever i astrallegemet, da er astrallegemet fuldstændigt hævet op i bevidstheden og gennemtrængt af overbevidstheden. Dette forløste astrallegeme betegnes manas – eller åndsselvet.

Livslegemet – også benævnt æterlegemet – er det væsensled hvis iboende livskraft giver stofferne i legemet liv (vækst, varme, ernæring, stofskifte, reproduktion, åndedræt, udveksling) og som opretholder legemets form og bevarer det fra forfald. Livslegemet beliver tankerne så de kan optages i astrallegemets bevidsthed. I livslegemet lever også erindringsprocesserne. Det er i dette livslegemes underbevidsthed at den ahrimanske dobbeltgænger lever. Når livslegemet bliver fuldstændig gennemtrængt af det højere Jeg, når intet andet får liv og varme i mennesket end det som strømmer fra overbevidstheden, da vil livslegemet være forløst. Dette forløste livslegeme betegnes buddhi - eller livsånden.

Den luciferiske dobbeltgænger er et væsen som kom ind i menneskets indre ved syndefaldet. Denne dobbeltgænger er bærer af alt det som syndefaldet repræsenterer i mennesket. Det er denne dobbeltgænger som har ’opladt menneskenes øjne’[4] for sanseverdenen – og samtidig lukket dem for Gudernes verden. Denne dobbeltgænger gør os til væsner som er slaver af vores begær; begær efter opmærksomhed og forståelse; begær efter mad og drikke; begær efter at blive underholdt og pirret osv. Den gør os også til væsner som opbygger en skyggeverden som vi sætter op som en barriere imellem os og den egentlige, reale verden. Det er en verden af ønsker. Vi ønsker at andre må holde af os – og lukker derfor øjnene for hvilken reel relation der er imellem de andre og os. Vi ønsker at det må gå vore kære ’godt’, men forbliver blinde overfor det forhold om det som vi betragter som værende ’godt’ for dem er i harmoni med de kæres højere Jeg, eller om det står i direkte opposition til det. Over tid former vi – idet vi begynder at leve i overensstemmelse med de impulser som denne dobbeltgænger føder i os – et falsk sjæleliv: En tænkning, følelse og vilje som ikke harmonerer med vores højere Jeg, men som spejler vore ønsker, begær og lidenskaber. Til sidst danner vi en jeg-erfaring som står i direkte opposition til vores sande, vores højere Jeg og som ene og alene er udtryk for denne luciferiske dobbeltgængers impuls i os. Dette er det ’luciferiske ego’ som gør at vi oplever os som verdens centrum og som en meget vigtig person. Dette kan udtrykkes i den mere maskuline form hvor vi mener at vi er seje, vigtige, dygtige og så videre. Det kan også udtrykkes i den mere feminine form hvor vi ’underspiller vore kort’ og manipulerer andre til at klappe os på skulderen og give os den anerkendelse i vores ego som vi higer efter. Der er naturligvis et utal af variationer over dette tema, men samtlige variationer er udtryk for denne dobbeltgængers centrale bestræbelse; at få os til at leve ud fra de intentioner som blev sat ind i mennesket ved syndefaldet, at vi skulle blive som Gud – og samtidig fjerne os fra de intentioner som var rådende før syndefaldet da vi levede med og i Gud.[5]

Astrallegemets underbevidsthed, hvor den luciferiske dobbeltgænger råder, er den drømmende sfære af vores underbevidsthed. I udgangspunktet dannes impulserne fra den luciferiske dobbeltgænger i denne sfære i vores underbevidsthed i en art drøm i os, som nemt undslipper sig vores bestræbelser på korrektion. Sværere er det dog at blive opmærksom på intentionerne fra den ahrimanske dobbeltgænger i livslegemets underbevidsthed. For den ahrimanske dobbeltgænger lever i en endnu mere ubevidst sfære af underbevidstheden. Den lever i livslegemets underbevidsthed som vi kun kender som en dump, sovende bevidsthedstilstand hvor vore vaner formes og hvorfra vores disposition indprentes os.

Den ahrimanske dobbeltgænger er et væsen som følger en anden intention end den luciferiske dobbeltgænger. De har begge det til fælles at de stiler efter at løsrive mennesket fra forbindelsen til Treenigheden og dens hierarkiske væsner. Men hvor den luciferiske engel ophidser mennesket og frembringer impulser som mangler føring, - impulser af indre uro, rastløshed og hast, har den ahrimanske dobbeltgænger en klar og disponeret, målrettet viljesintention for mennesket. Mennesker som lader sig styre af deres ahrimanske dobbeltgænger, er kalkulerede mennesker som ikke lader sig bringe i affekt, - ikke nemt lader sig ophidse. De går efter deres mål med sikre, afmålte skridt. Målene går i retning af at afskære mennesket fra den åndelige verden og udelukkende stille det ind under materielle normer og værdier. Bag dette findes en dybere målsætning som er rettet imod at gøre mennesket til et redskab for ganske bestemte impulser som stråler op fra jordens undersanselige indre. Sådanne ahrimanske værdier trives ofte i bedste velgående i såkaldte spirituelle cirkler, som ofte er endog særdeles materialistiske i deres erkendelser og levevis.

I en bevidsthedstilstand som er knap så mørk og ubestemmelig som den hvor den ahrimanske dobbeltgænger råder, men mere ubevidst og svær at gribe end den hvor den luciferiske dobbeltgænger råder, finder vi den karmiske dobbeltgænger som lever i astrallegemet såvel som i livslegemet. Denne dobbeltgænger adskiller sig fra de to hidtil omtalte dobbeltgængere – den luciferiske og den ahrimanske – derved at den er frembragt af mennesket selv. Denne dobbeltgænger er vores eget ’Frankensteins monster’ som vi selv har skabt og – igennem liv på liv – formet og hærdet. Denne dobbeltgænger er nemlig frugten af alt det vi har gjort, følt og tænkt siden syndefaldet som er i opposition til vores sande, højere Jeg – eller rettere udtrykt, som er i opposition til Treenigheden. Hver en handling – ydre såvel som indre – hvorved vi har fjernet os fra Gud – og derved fra vores eget sande Jeg – har skabt et udtryk i dette væsen.

Denne dobbeltgænger består derfor af luciferiske såvel som ahrimanske aspekter og danner vores lavere bevidsthed. Den består udelukkende af falsk bevidsthed – i betydningen bevidsthed som ikke er i harmoni med den åndelige verden. Dette væsen er et udtryk for hele vores karma, i betydningen vores negative karma, vores karmiske belastning. Efter døden følger dette væsen os til kamaloka-tilstanden – vi kan også sige til Månesfæren – hvor vi må efterlade vores karmiske byrde.

Målene for menneskets arbejde på at hæve underbevidstheden op i bevidstheden igennem overbevidsthedens lys, er for de tre væsner i vores underbevidsthed, følgende:

·       Den luciferiske dobbeltgænger i astrallegemet skal forløses.

·       Den karmiske dobbeltgænger i astrallegemet og livslegemet skal ’fødes’ – dvs. sættes ud så den bringes til erkendelse.

·       Den ahrimanske dobbeltgænger skal skubbes ud fra mennesket.

Hvad vil dette sige?

Den luciferiske dobbeltgænger skal opdrages og tugtes. Når den kommer farende ind i vores bevidsthedssfære fra underbevidstheden for at skubbe os i en bestemt retning, skal vi lære at genkende den og byde den at ’sætte sig’, på lignende vis som vi ville opdrage en hund. Vi opdrager denne dobbeltgænger derved at vi lærer dens impulser i os at kende, og derefter bringer vi disse impulser ind i de baner som det er vores vilje at de skal følge. Den luciferiske dobbeltgænger skal lære at ikke den handler, taler og tænker igennem os, men vi handler, taler og tænker. Den skal ikke udtrykke sig igennem os, hvis ikke vi anmoder den om at gøre det.

I denne retning skal vi arbejde med den luciferiske dobbeltgænger. Den skal tugtes; den skal lære at ikke den sætter dagsordenen for vores liv, men at den tværtimod må lære at følge og tjene den dagsorden som vores højere Jeg sætter for vores liv.

Målet er en fuldstændig forløsning af den luciferiske dobbeltgænger i hvilken den bliver mennesket en tro og dygtig tjener. Den bliver da den omvendte Lucifer som stiller sig i Kristi tjeneste i og for åndseleven.

Den karmiske dobbeltgænger skal sættes ud. Så længe den er i os, trækker den os ubemærket i bestemte retninger. Vi må derfor sætte den ud eller ’føde den’, så vi hele tiden kan orientere os ved at iagttage den. Når vi gør dette eller hint, da ser vi – når denne dobbeltgænger er sat ud af os - at impulsen hertil kommer fra dobbeltgængeren og at den bliver mere uperfekt og hæslig når vi følger denne impuls fra dobbeltgængeren. Dermed bliver også vi mere uperfekte end vi var før vi fulgte denne impuls fra dobbeltgængeren i vores underbevidsthed. Standser vi derimod op; bremser vi impulsen som kommer fra dobbeltgængeren og som består i ubevidst gentagen af karmiske, men ikke erkendte mønstre, da renser vi dette væsen – og dermed også vores underbevidsthed.

Målet for arbejdet med den karmiske dobbeltgænger er trefoldigt: Først sættes den karmiske dobbeltgænger ud og bliver til vores erkendte ledsager i livet ud fra hvem alle handlinger bedømmes. Dernæst forvandles denne dobbeltgænger gradvist til et ’vanevæsen’; et væsen bestående af lutter gode vaner; dvs. vaner som er udtryk for overbevidstheden, ikke længere for den ikke-erkendte underbevidsthed. Vi kunne lige så vel sige; den forvandles fra et væsen som lader os gentage ikke-erkendte karmiske mønstre fra fortiden, til et væsen igennem hvilket forløsningen af vores karma gradvist realiseres. Endelig – og dette udgør det tredje stadium – skal dobbeltgængeren i sin hidtidige form fuldstændig paralyseres: Den skal dø. I en fjern fremtid vil den senere genopstå ved Kristus til en bestemt opgave indenfor den gren af okkultismen som betegnes den mekaniske okkultisme.[6]

Den ahrimanske dobbeltgænger kan ikke forløses, som den luciferiske kan. Den kan heller ikke sættes ud og forvandles til et væsen af gode vaner. Der findes kun én metode til overvindelse af indflydelserne fra denne dobbeltgænger: Den ahrimanske dobbeltgænger skal udsultes og dernæst skubbes ud af vores væsen.

At udsulte den ahrimanske dobbeltgænger betyder at afholde den fra at modtage den ’næring’ som den vokser ved. Der er en direkte ’fødekæde’ fra den luciferiske dobbeltgænger i astrallegemet til den ahrimanske dobbeltgænger i livslegemet – indtil den luciferiske dobbeltgænger forløses. For eksempel bliver begæret som mennesket udlever ud fra den luciferiske indflydelse i astrallegemet, med tiden forvandlet til lede og kedsomhed i livslegemets ahrimanske sfære. På tilsvarende vis forvandles den luciferiske ønskenatur i astrallegemet til bekymringer i livslegemet ud fra den ahrimanske dobbeltgængers virksomhed.[7] Således udsultes den ahrimanske dobbeltgænger derved at vi forløser den luciferiske dobbeltgænger.

Når den ahrimanske dobbeltgænger er helt udsultet bliver den som en udtørret, vissen figur. Den synker længere og længere ned i mennesket efterhånden som mennesket overtager de pladser hvor den før var aktiv. Til sidst vil den klamre sig til menneskets fødder, før mennesket endelig har styrken til at vriste sig helt fri fra denne modstandsmagt.

Når mennesket har etableret en permanent forbindelse til overbevidstheden og dermed har bygget en bro til den åndelige verden, bliver denne bro realiseret igennem tre bevidsthedstilstande. Disse benævnes den imaginative erkendelse, den inspirative erkendelse og den intuitive erkendelse. Disse bevidsthedstilstande er ikke vage og uklare, derimod angiver betegnelserne imagination, inspiration og intuition ganske specifikke bevidsthedstilstande der intet ubevidst, nebuløst og drømmende har over sig da de ligger lige så langt over den almindelige daglige genstandsbevidsthed som underbevidsthedens tre bevidsthedstilstande; drømmens, søvnens og den trancelignende søvntilstand, ligger under denne.

Imaginativ erkendelse er en erkendelse som er blevet tydeligere, klarere og mere præcis, end genstandsbevidstheden er. Den giver samtidig en styrket personlighedsoplevelse. Med andre ord bliver den erkendende ikke bare beriget igennem erkendelsens indhold, men også beriget i sin egenerfaring. I den imaginative erkendelse viser den åndelige verden sig igennem farver og former; den åndelige verden skænker erkendelser til åndsforskeren igennem symbolbilleder og væsenserfaringen i blikket fra det åndelige væsen som kundgør sig for åndsforskeren igennem imaginationen. Selvom imaginationen primært er en billederkendelse kan den godt indeholde lyde. Den åndelige verden kan – allerede på imaginationens niveau – klinge og tale til åndsforskeren igennem klangætersubstans.[8]

Inspirativ erkendelse er en erkendelse af sammenhængen imellem de kendsgerninger som den imaginative erkendelse skænker åndsforskeren. Åndsforskeren modtager inspirationer fra væsner i den åndelige verden derved at han bringer spørgsmål til den åndelige verden. Åndsforskeren stiller spørgsmål til den åndelige verden i en bevidsthedstilstand som er endnu længere fra dagligdagens genstandsbevidsthed end den imaginative bevidsthed med sin klarhed, tydelighed, vågenhed og prægnans, er. For at kunne modtage svar fra den åndelige verden må åndsforskeren først tilvejebringe en ganske bestemt bevidsthedstilstand i hvilken han kan forbinde sig med den åndelige verden. Denne bevidsthedstilstand består i frembringelsen af et tømt bevidsthedsrum hvorfra alle indhold – bortset fra viljesstrømmen igennem hvilken åndsforskeren henvender sig til et bestemt væsen i den åndelige verden; det spørgsmål åndsforskeren stiller til den åndelige verden og de rensede fornemmelser som så at sige skal bære spørgsmålet op til det væsen som forskeren henvender sig til – er fjernet. Åndsforskeren må ”søge, bede og spørge”[9] idet han tager sit spørgsmål ind i den tømte bevidsthed - håbende på at den åndelige verden vil træde i forbindelse med ham i dette rum og skænke ham svaret på det spørgsmål som han har stillet. Svaret fra den åndelige verden er et moralsk svar. Et svar fra den åndelige verden kan danne indhold for lange tidsperioders, ja for et helt livs forståelse.

Intuitiv erkendelse er den art af åndserkendelse hvor åndsforskeren og det åndelige væsen bliver forenet. Åndsforskeren erkender herved det åndelige væsen i sit eget væsen.[10]

Disse højere erkendelsesniveauer har det til fælles at de må frembringes. De er ikke givne. Endvidere at de må frembringes ved at højne og tydeliggøre bevidsthedskræfterne. Aldrig lader åndsforskeren sin bevidsthed synke ned i drømmeagtige tilstande. Åndsforskeren henvender sig til den åndelige verden ud fra moralsk-spirituelle færdigheder som han har erhvervet sig. Han må have skabt betingelserne i sit eget væsen for at muliggøre at den åndelige verden kan forbinde sig med ham og skænke ham de svar han beder om.

I modsætning hertil kommer impulserne fra de væsner som er virksomme i underbevidstheden ganske uden at mennesket har bedt om dem – ja, sågar uden at mennesket vil dem. De har en tvingende karakter. Meddelelserne fra overbevidstheden har karakter af nåde.


Der findes to kilder til illusion, når det drejer sig om at modtage erkendelser fra den åndelige verden.[11] Den ene kilde består deri at mennesket ganske vist modtager meddelelser fra den åndelige verden i renhed, men fortolker disse meddelelser forkert. Det vil sige, at mennesket begår en fejl i sin tænkning – i sin fortolkning, sin forståelse af meddelelsen fra den åndelige verden.

Den anden kilde til illusion består deri at mennesket ikke har renset og forberedt sig selv tilstrækkeligt til at modtage meddelelser fra den åndelige verden. Har mennesket ikke renset sig tilstrækkeligt da sker der det at urenheder fra dets eget indre blander sig i billederne eller beskederne fra den åndelige verden. Mennesket modtager da tilsyneladende en meddelelse fra et væsen i den åndelige verden, men i virkeligheden er det – eller dele af meddelelsen – illusoriske beskeder fra andre væsner, f.eks. fra dobbeltgængerne i menneskets underbevidsthed.

Betingelsen for at imaginationer fra den åndelige verden kan modtages i renhed er at den luciferiske dobbeltgænger er forløst. Så længe den virker uerkendt i mennesket, ved mennesket ikke i hvor høj grad – og hvornår – den blander sig i meddelelserne fra åndelige væsner og forfalsker dem.

Betingelsen for at inspirationer fra den åndelige verden kan modtages i renhed er at den karmiske dobbeltgænger, i tillæg til den luciferiske dobbeltgængers forløsning, er sat ud, således at mennesket kan måle enhver påvirkning fra denne dobbeltgænger – også i indgivelserne og meddelelserne som mennesket modtager fra åndens verdener.

Betingelsen for at en intuition med et væsen fra den åndelige verden kan finde sted i renhed er at også den ahrimanske dobbeltgænger er skubbet ud af mennesket så den ikke øver selv den mindste indflydelse på mennesket længere.

 



[1] Sanskrit ord som betegner begærets sted eller begærets sfære, idet ordet er afledt af kama som betyder ’begær’ og loka som betyder ’sted’ eller ’område’.
[2] ’Øverste’ i betydningen, tættest på dagsbevidstheden. Livslegemets underbevidsthed er mindre tilgængelig end astrallegemets underbevidsthed – den ligger så at sige dybere.
[3] Strengt tages findes der fire dobbeltgængere i mennesket: Den luciferiske dobbeltgænger, den karmiske dobbeltgænger, den ahrimanske dobbeltgænger og den asuriske dobbeltgænger.
[4]
1. Mosebog III 5 og 7
[5] 1. Mosebog III 1-7
[6]
Valentin Tomberg: Der Vaterunser-Kurs; II. Teil; Achamoth Verlag; Freie Hochschule am Bodensee, Taisersdorf, Tyskland, 2009; side 73-79.
[7] Valentin Tomberg: Der Vaterunser-Kurs; II. Teil; Achamoth Verlag; Freie Hochschule am Bodensee, Taisersdorf, Tyskland, 2009; side 190-199.
[8]
Livslegemet er dannet ud fra fire æterarter; varmeæter, lysæter, klangæter og livsæter, på lignende vis som det fysiske legeme besidder fire aggregattilstande; varmeenergien, den gasagtige, den flydende og den faste tilstand.
[9] Matthæusevangeliet VII 7
[10]
Valentin Tomberg: Sieben Vorträge über die innere Entwicklung des Menschen; Achamoth Verlag, Schönach/Bodensee, Tyskland, 1993; kapitel IV: Imagination, Inspiration, Intuition.
[11] Rudolf Steiner: Geheimwissenschaft im Umriss; Verlag der Rudolf Steiner-Nachlassverwaltung; Dornach; Schweiz; 1962: GA 13: Kapitel: Die Erkenntnis der höheren Welten; side 382-383.